I nogle af de områder i verden hvor nøden er størst, kan nødhjælp og genopbygning ikke gennemføres fordi sikkerhedssituationen ikke tillader afvikling af planlagte projekter. Det er ikke længere sikkert for nødhjælps- og udviklingsarbejdere at arbejde i det humanitære rum. Projekter, der skulle forbedre indbyggernes levevilkår, kan ikke afvikles. Hundredevis af millioner kroner til udviklingsarbejde bliver henlagt. Den manglende internationale støtte øger grobund for radikalisering af befolkningen, militante grupper opnår et sikkert ståsted og får mulighed for at udøve politisk indflydelse og opnå støtte blandt den lokale befolkning.
Nye strategier, metoder og værktøjer til genopbygning eftersøges. At gennemføre civile støtteprojekter i konfliktområder er ikke bare en balancegang, men er også meget farligt.
I 2003 iværksatte FN et program i Gaza, Det Operative Støtte Program, der skulle støtte afviklingen af genopbygningsprojekter, sikre de ansatte mod overgreb og herigennem bistå til øgning af den internationale humanitære støtte til befolkningen i området. Programmet udviklede nye metoder til støtte for FN’s forskellige organisationer i området. Her er et uddrag af dagbogen fra lederen, der udviklede dette specielle program.
Det er lige efter middagsbønnen i Gaza. Min assistent og jeg har været i Jabalia, den største og mest tætbefolkede flygtningelejr i Gaza, siden klokken fire i morges. Journalist, kamaramand og lokal fixer er med os. De bad selv om at komme med. Vi tog dem med, fordi vi er de eneste der kender området og de lokale godt nok til at kunne bevæge os frit rundt under kampene. De håber på et scoop, som de eneste journalister i kampområdet. De har en pansret Land-rover. Vi har ikke pansrede biler i FN i Gaza. Chefen siger, at hvis vi skal have pansrede biler til arbejde i marken, skal alle i organisationen have en. Journalisternes pansrede bil er grunden til vi har taget dem med. Den ene tjeneste er den anden værd.
Vi er her for at holde øje med de kampe, der har raset i området de sidste tre-fire uger og forsøge at yde støtte til lokalbefolkningen. Kampvognene har efterhånden gennemtrængt FN skolerne, der afgrænser Blok 2 i den mest overbefolkede plet på kloden. Modstanden fra hundredevis af militante har været indædt. Skaderne på boliger, plantager, skoler og infrastruktur er omfattende. Antallet af dræbte og sårede er støt krøbet i vejret under de langvarige kamphandlinger.
Nye strategier, metoder og værktøjer til genopbygning eftersøges. At gennemføre civile støtteprojekter i konfliktområder er ikke bare en balancegang, men er også meget farligt.
I 2003 iværksatte FN et program i Gaza, Det Operative Støtte Program, der skulle støtte afviklingen af genopbygningsprojekter, sikre de ansatte mod overgreb og herigennem bistå til øgning af den internationale humanitære støtte til befolkningen i området. Programmet udviklede nye metoder til støtte for FN’s forskellige organisationer i området. Her er et uddrag af dagbogen fra lederen, der udviklede dette specielle program.
Det er lige efter middagsbønnen i Gaza. Min assistent og jeg har været i Jabalia, den største og mest tætbefolkede flygtningelejr i Gaza, siden klokken fire i morges. Journalist, kamaramand og lokal fixer er med os. De bad selv om at komme med. Vi tog dem med, fordi vi er de eneste der kender området og de lokale godt nok til at kunne bevæge os frit rundt under kampene. De håber på et scoop, som de eneste journalister i kampområdet. De har en pansret Land-rover. Vi har ikke pansrede biler i FN i Gaza. Chefen siger, at hvis vi skal have pansrede biler til arbejde i marken, skal alle i organisationen have en. Journalisternes pansrede bil er grunden til vi har taget dem med. Den ene tjeneste er den anden værd.
Vi er her for at holde øje med de kampe, der har raset i området de sidste tre-fire uger og forsøge at yde støtte til lokalbefolkningen. Kampvognene har efterhånden gennemtrængt FN skolerne, der afgrænser Blok 2 i den mest overbefolkede plet på kloden. Modstanden fra hundredevis af militante har været indædt. Skaderne på boliger, plantager, skoler og infrastruktur er omfattende. Antallet af dræbte og sårede er støt krøbet i vejret under de langvarige kamphandlinger.
UNRWA Elementary School, Khan Younis, Gaza Strip, 2003. Skudhullerne viser at skolen ligger direkte på konfrontationslinjen. (Photo: S. Matz)Vi måtte evakuere vores udsigtspunkt fra taget af en seks-etagers bygning tidligt på morgenen, da kamaramanden bevægede sig for hurtigt, blev opdaget og påkaldte maskingeværild fra kampvogne og snigskytter omkring os. Vi nåede at trække filmholdet med os ned til tredie sal før tagetagen blev blæst i stumper af tung maskingeværild. Den lokale fixer var rystet. Han blev rigtig bange. Det var også tæt på.
Vi har tilbragt formiddagen med at besøge kontakter, danne os et overblik over situationen ved de forskellige FN-installationer og her ved middagstid har vi parkeret bilen og blander os med menneskemængden på det centrale marked i Jabalia. Pladsen er pakket med omkring 4-5000 mænd og drenge. Kampene foregår cirka 300 meter til højre for os nede ad sidegaden, som løber langs FN-skolerne. Alle mænd og drengebørn er på benene og kamphandlingerne drager dem som en magnet. Sikke et rod. Midt i forvirringen er der enkelte boder, der stadig sælger grøntsager på trods af kampene. Maskerede militante dukker op i små grupper og blander sig i mængden. Nogle få af dem har raketstyr. Resten bærer AK-47. Ganske få har amerikanske M-16 automatgeværer. De kommer i grupper fra hele Gaza Striben og forkynder deres ankomst med kampråb om hævn, død og ødelæggelse, samt de obligatoriske geværsalver op i luften. De forsvinder ind i sidegaderne, hvor der er hængt net op mellem husene, så deres bevægelser skjules for de kredsende kamphelikoptere og fjernstyrede ubemandede fly. Henover den næsten almindelige lyd af enkeltskud og maskingeværsalver er der pludseligt en hult drøn.
Lufttrykket fra eksplosionen kommer som en stærk brise ned gennem sidegaden og blæser støv og skidt ind i mængden på markedspladsen. Larmen stiger. Folkemængden råber. En flod af mennesker i panisk flugt kommer væltende ud fra sidegaden. Kamaramanden begynder at filme og bevæge sig mod folkemassen. De bagerste, der kommer ud fra sidegaden, er haltende, famlende, blødende, kravlende, skrigene sårede. Jeg griber fat i kamaramandens skulder, kigger på min assistent og råber: ”Time to get out of here”. Han griber fat i journalisten og vi skubber os gennem folkemængden frem til bilen.
Vi kører til det lokale hospital, der faktisk kun er en førstehjælpsklinik. Et par minutter senere kommer den første ambulance brølende. Gårdspladsen i klinikken er fyldt med folk, der alle synes at dirigere de andre, så ambulancen kan komme ind. Vild forvirring. Kamaramanden filmer. Bagdøren til ambulancen bliver revet op. Ambulancen er fyldt med kropsdele: ame, ben, kroppe uden hoveder, hoveder uden kroppe, kroppe uden indvolde, løse fødder, hænder og fingre. Folkemængden går i chok og enkelte begynder at skrige ”Allah U’Akhbar” igen og igen i anerkendelse af martyrers tilstedeværelse. Gud er stor på denne eftermiddag i Jabalia.
Frivillige hjælper ambulancefolkene med at bære kropsdelene ind i klinikken; de lægger dem på det beskidte sandede gulv. En ti års knægt bærer stolt overkroppen af en mand indenfor. Der er blod, snot og hjernemasse allevegne. Kamaramanden er holdt op med at filme. Der er ingen nyhedsstationer, der vil købe den slags billeder. Ingen penge at tjene på splat. Ikke engang Al Manar eller Al Jazeera vil købe den slags. Han er sur. Spild af tid. Han kigger på journalisten og trækker opgivende på skuldrene.
Vi kan ikke gøre mere. Der er skrigende kvinder, vrede mænd og nysgerrige børn allevegne. Jeg beder overlægen om at ringe, når de har lagt puslespillet og fundet ud af hvor mange dræbte de har. Overlægen ser træt ud; meget træt. Han er en god bekendt. De sidste ugers kaos har tæret på ham. Han har brug for forskellige forsyninger. Min assistent ringer til de rette mennesker i vores organisation. Det palæstinensiske styre er løbet tør for medicin og forbindinger. Vi trækker på nogle af vores resourcer.
Midt i forvirringen dukker en gammel mand op med en bakke glas med skoldhed the. Vi sætter os på nogle måtter under et halvtag, sipper til den søde the, mens børnene kigger på. En lille oase midt i kaos af skrigende mennesker. Vi nipper til den søde the og betragter optrinnet i stilhed. Det er varmt støvet og beskidt i Jabalia. Min gamle ven Atiye dukker op. Efter de obligatoriske kindkys og lykønskninger om et godt helbred for hele familien introducerer han mig for Mashdid. Han er skolebetjent på en af vore skoler, hvor kampene raser. Han forklarer, at en kampvogn i løbet af natten kørte gennem hans hus, der ligger på skolens område. Familien har mistet alt, men han bragte hans familie er i sikkerhed hos hans bror, da kampene begyndte for nogle uger siden. Familien er på seksten personer, heraf 11 børn, og de er nu uden tag over hovedet. Jeg ringer til Abdul-Karim, chefen for vores sociale division, og forklarer ham sagen. Han henviser til socialrådgiveren i en anden flygtningelejr, hvor UNRWA har lejet nogle lejligheder til midlertidig underbringelse af familier, der har mistet deres bolig. Vores skolebetjent får tag over hovedet i løbet af vores pause. Han kysser sin egen hånd, bevæger den fra hans hjerte op til panden i en hilsen.
Forbindelsesofficeren ringer. Han ønsker at få bekræftiget en rapport fra en kampvogn, der har set en bygning falde sammen over en gruppe mennesker efter en eksplosion. Jeg beder ham om, at få en mere klar rapport fra kampvognen, da jeg fortæller ham, at de lig vi har set, ikke stammer fra en nedstyrtet bygning. Han lyder forundret over, at vi faktisk er i Jabalia. Han forsikrer mig om, at hans soldater ikke skyder på os med vilje. Jeg beroliger ham med, at vi ikke er under beskydning.
Der lyder endnu et drøn. Denne gang fra en helikopter, der affyrer et missil. Jeg kigger på journalisten og han nikker. Vi kører i retning mod eksplosionen. Da vi når frem gennem de trange overbefolkede gyder er det meste overstået. Ambulancen er på vej væk. To militante på en motorcykel er blevet ramt af missilet og sprængt til atomer. Et par tilfældige forbipasserende er strøget med i købet. ’Wrong place at the wrong time’. Cirka tyve mænd render rundt og samler kødstumper op fra sandet. De lægger stumperne i plastposer fra den lokale købmand. Det er vigtigt at de døde får alt med sig i graven. Journalisten kigger på mig. ”Er det her normalt?”, spørger han. ”Endnu en dag på kontoret”, siger jeg til ham med et grin. Han kan se at mine øjne ikke smiler.
Søren Matz, 17 år international erfaring med UNTAG, UNFICYP, UNTSO, NATO/IFOR, BALTBAT UNRWA Gaza og UNRWA Vestbredden.
Vi har tilbragt formiddagen med at besøge kontakter, danne os et overblik over situationen ved de forskellige FN-installationer og her ved middagstid har vi parkeret bilen og blander os med menneskemængden på det centrale marked i Jabalia. Pladsen er pakket med omkring 4-5000 mænd og drenge. Kampene foregår cirka 300 meter til højre for os nede ad sidegaden, som løber langs FN-skolerne. Alle mænd og drengebørn er på benene og kamphandlingerne drager dem som en magnet. Sikke et rod. Midt i forvirringen er der enkelte boder, der stadig sælger grøntsager på trods af kampene. Maskerede militante dukker op i små grupper og blander sig i mængden. Nogle få af dem har raketstyr. Resten bærer AK-47. Ganske få har amerikanske M-16 automatgeværer. De kommer i grupper fra hele Gaza Striben og forkynder deres ankomst med kampråb om hævn, død og ødelæggelse, samt de obligatoriske geværsalver op i luften. De forsvinder ind i sidegaderne, hvor der er hængt net op mellem husene, så deres bevægelser skjules for de kredsende kamphelikoptere og fjernstyrede ubemandede fly. Henover den næsten almindelige lyd af enkeltskud og maskingeværsalver er der pludseligt en hult drøn.
Lufttrykket fra eksplosionen kommer som en stærk brise ned gennem sidegaden og blæser støv og skidt ind i mængden på markedspladsen. Larmen stiger. Folkemængden råber. En flod af mennesker i panisk flugt kommer væltende ud fra sidegaden. Kamaramanden begynder at filme og bevæge sig mod folkemassen. De bagerste, der kommer ud fra sidegaden, er haltende, famlende, blødende, kravlende, skrigene sårede. Jeg griber fat i kamaramandens skulder, kigger på min assistent og råber: ”Time to get out of here”. Han griber fat i journalisten og vi skubber os gennem folkemængden frem til bilen.
Vi kører til det lokale hospital, der faktisk kun er en førstehjælpsklinik. Et par minutter senere kommer den første ambulance brølende. Gårdspladsen i klinikken er fyldt med folk, der alle synes at dirigere de andre, så ambulancen kan komme ind. Vild forvirring. Kamaramanden filmer. Bagdøren til ambulancen bliver revet op. Ambulancen er fyldt med kropsdele: ame, ben, kroppe uden hoveder, hoveder uden kroppe, kroppe uden indvolde, løse fødder, hænder og fingre. Folkemængden går i chok og enkelte begynder at skrige ”Allah U’Akhbar” igen og igen i anerkendelse af martyrers tilstedeværelse. Gud er stor på denne eftermiddag i Jabalia.
Frivillige hjælper ambulancefolkene med at bære kropsdelene ind i klinikken; de lægger dem på det beskidte sandede gulv. En ti års knægt bærer stolt overkroppen af en mand indenfor. Der er blod, snot og hjernemasse allevegne. Kamaramanden er holdt op med at filme. Der er ingen nyhedsstationer, der vil købe den slags billeder. Ingen penge at tjene på splat. Ikke engang Al Manar eller Al Jazeera vil købe den slags. Han er sur. Spild af tid. Han kigger på journalisten og trækker opgivende på skuldrene.
Vi kan ikke gøre mere. Der er skrigende kvinder, vrede mænd og nysgerrige børn allevegne. Jeg beder overlægen om at ringe, når de har lagt puslespillet og fundet ud af hvor mange dræbte de har. Overlægen ser træt ud; meget træt. Han er en god bekendt. De sidste ugers kaos har tæret på ham. Han har brug for forskellige forsyninger. Min assistent ringer til de rette mennesker i vores organisation. Det palæstinensiske styre er løbet tør for medicin og forbindinger. Vi trækker på nogle af vores resourcer.
Midt i forvirringen dukker en gammel mand op med en bakke glas med skoldhed the. Vi sætter os på nogle måtter under et halvtag, sipper til den søde the, mens børnene kigger på. En lille oase midt i kaos af skrigende mennesker. Vi nipper til den søde the og betragter optrinnet i stilhed. Det er varmt støvet og beskidt i Jabalia. Min gamle ven Atiye dukker op. Efter de obligatoriske kindkys og lykønskninger om et godt helbred for hele familien introducerer han mig for Mashdid. Han er skolebetjent på en af vore skoler, hvor kampene raser. Han forklarer, at en kampvogn i løbet af natten kørte gennem hans hus, der ligger på skolens område. Familien har mistet alt, men han bragte hans familie er i sikkerhed hos hans bror, da kampene begyndte for nogle uger siden. Familien er på seksten personer, heraf 11 børn, og de er nu uden tag over hovedet. Jeg ringer til Abdul-Karim, chefen for vores sociale division, og forklarer ham sagen. Han henviser til socialrådgiveren i en anden flygtningelejr, hvor UNRWA har lejet nogle lejligheder til midlertidig underbringelse af familier, der har mistet deres bolig. Vores skolebetjent får tag over hovedet i løbet af vores pause. Han kysser sin egen hånd, bevæger den fra hans hjerte op til panden i en hilsen.
Forbindelsesofficeren ringer. Han ønsker at få bekræftiget en rapport fra en kampvogn, der har set en bygning falde sammen over en gruppe mennesker efter en eksplosion. Jeg beder ham om, at få en mere klar rapport fra kampvognen, da jeg fortæller ham, at de lig vi har set, ikke stammer fra en nedstyrtet bygning. Han lyder forundret over, at vi faktisk er i Jabalia. Han forsikrer mig om, at hans soldater ikke skyder på os med vilje. Jeg beroliger ham med, at vi ikke er under beskydning.
Der lyder endnu et drøn. Denne gang fra en helikopter, der affyrer et missil. Jeg kigger på journalisten og han nikker. Vi kører i retning mod eksplosionen. Da vi når frem gennem de trange overbefolkede gyder er det meste overstået. Ambulancen er på vej væk. To militante på en motorcykel er blevet ramt af missilet og sprængt til atomer. Et par tilfældige forbipasserende er strøget med i købet. ’Wrong place at the wrong time’. Cirka tyve mænd render rundt og samler kødstumper op fra sandet. De lægger stumperne i plastposer fra den lokale købmand. Det er vigtigt at de døde får alt med sig i graven. Journalisten kigger på mig. ”Er det her normalt?”, spørger han. ”Endnu en dag på kontoret”, siger jeg til ham med et grin. Han kan se at mine øjne ikke smiler.
Søren Matz, 17 år international erfaring med UNTAG, UNFICYP, UNTSO, NATO/IFOR, BALTBAT UNRWA Gaza og UNRWA Vestbredden.Vi er tilbage på kontoret sent på eftermiddagen. Hovedkvarteret vil have at vide hvor mange fødende kvinder, der har aborteret i ambulancer, der blevet stoppet og opholdt i militære kontrolposter på vej til fødeklinikken. Tallene fra de sidste tre år skal de have nu til en igangværende konference i Geneve. Emnet er åbenbart hot. Chefen vil have tallene for hvor mange nødrationer og deres sammensætning vi uddelte igår i den sydlige del af Gazastriben. Sikkerhedsfolkene vil have det totale antal døde og sårede, inddelt i køn og aldersgrupper, under denne operation, samt hvor mange hjemmelavede missiler Hamas affyrede i december sidste år. Den juridiske rådgiver vil have et bud på, hvorvidt Hamas vil vinde det kommende kommunalvalg og i så fald, hvorledes vi kan etablere et strategisk samarbejde. Vi banker liv i vores databaser. Alle henvendelser skal behandles omgående. Finansmanden vil have forslag til hvordan vi kan bruge besparelserne på budgettet og en forklaring på hvorfor vi har besparelser. Det kan vente. Der er ikke tid til diplomati og politik lige nu. UNICEF vil have os til at hjælpe dem med at komme ind i en lukket zone med legetøj og skolepakker til børnene, som er permanent indespærrede i området. WFP vil med, når vi uddeler mad i den anden ende af Gaza i overmorgen. Vi har fået kørernes ID numre og numrene på køretøjerne, vi skal have ind i et tredie område. Faxen skal sendes til forbindelsesofficeren senest klokken 1630. Om ti minutter. Min eneste internationale kollega ringer til mig. Hun hænger fast på et hotel i Jerusalem. Grænseovergangen til Gaza er lukket. Hun kan ikke komme tilbage efter hendes ferie. Hun er bekymret. Hun ved det er hårdt at være den eneste på holdet, når Gaza går i det røde felt. Hvorfor er det aldrig mig, der bliver lukket ude?
Kontoret ligner en mødding. Jeg kigger på min assistent. ”Let’s do it!” siger jeg til ham. ”Hadehr”, siger han. ”Javel chef”.
Klokken er 2030. Det er mørkt. Vi må ikke være udenfor, når det er mørkt. Det er for farligt siger sikkerhedsmanden fra sit sikre kontor. Jeg er i min lejlighed. Telefonen ringer. Det er min kone. Jeg har ikke set hende i næsten seks måneder. Hendes opringning får mig til at tænke på, hvor meget jeg savner hende og knægten. Jeg savner vores liv sammen. Hun har set et eller andet om Gaza på TV. Jeg fortæller hende, at der ikke er nogen fare. Jeg er fraværende. Under vores lille snak har jeg to ubesvarede opkald på mine to andre mobiltelefoner. Den fjerde telefon ringer. Det er Ahmad. Han forklarer, at en fransk journalist lige er blevet kidnappet for fem minutter siden. Jeg ringer til sikkerhedsofficeren fra en anden FN organisation. Han går på radioen og beordrer alle internationale til at blive på deres bopæl indtil videre. Jeg får min lokale presseofficer på besøg. Hun går igang med at ringe til hendes kontakter, så vi får nogle detaljer om bortførelsen. Hun råber og skriger på telefonen som sædvanlig. Jeg går ud på terrassen.
Jeg har ikke været ude af kampzonen i tre måneder. Jeg er løbet tør for cigaretter og det meste af det, der ikke kan købes i Gaza. Jeg får fat på dørmanden, Mazen, over samtaleanlægget og får ham til at løbe til købmanden efter cigaretter og shawarma. Telefonen ringer. Der er en ambulance med en strandvasker, der har ligget i vandet i tre-fire dage og er blevet fundet af en flok børn på stranden. Ambulancen kan ikke komme igennem et checkpoint og har ventet i tre timer. Ambulancen har ikke air-condition og soldaterne har givet ambulancefolkene forbud mod at forlade ambulancen. De brækker sig af stanken i den ophedede ambulance. Jeg ringer til forbindelses officeren. Han lover, han vil ordne det. Fem minutter senere er ambulancen henover checkpointet og på vej til hospitalet. Overlægen fra Jabalia ringer og beretter at de har syv hele lig, men har nogle stumper tilovers, så han vurderer der er mindst tre mere. 63 sårede i alle regnbuens farver fra denne ene hændelse. Han takker for de forbindinger og medicin han har fået.
Chefen ringer. Han vil have en undersøgelsesrapport omkring en episode i en FN pigeskole hvor et barn er dræbt og to andre børn såret, da de blev ramt af vilfarne kugler, mens de stod på række i skolegården. Imorgen, chef. Ikke nu. Det er nu ialt 63 skolebørn og lærere i år, der er blevet dræbt eller såret af vildfarne kugler, mens de opholdt sig indenfor en af FN’s 180 skoler.
Jeg ser nyhederne på BBC. Der er ingen nyhedsværdi i en almindelig dag i Gaza. Det sælger ikke længere. Kun tredive sekunder om fortsatte kampe i området og gamle arkivbilleder. Ambassaden ringer og vil have en beskrivelse af dagens begivenheder og min vurdering af, hvorvidt det er muligt at få en ingeniør ind i området i denne uge. Jeg kigger i krystalkuglen og fraråder det. Ingen har kunnet få folk henover grænsen de sidste fire uger grundet kampe. De er glade. Endnu en uge på hotel i Jerusalem udenfor rækkevidde. De beder
mig om at gå på direkte TV imorgen og give en førstehåndsbeskrivelse af situationen. Min chef skal give tilladelse til at køre til TV studiet efter mørkets frembrud.
En kamphelikopter affyrer et missil mod en bygning et par hundrede meter fra hvor jeg bor. Strømmen går. Generatoren slår ikke ind, da min vært igen enten har glemt at hælde diesel på eller ikke har mere kredit på benzintanken. Jeg kan ligesågodt gå i seng. I skæret fra stearinlyset ser jeg på fotoet af min søn.
Signalet på mobiltelefonerne er jammet. Det sker altid, når der er helikopterangreb. Alle ringer til alle for at høre hvad der sker. Så er der fred på nettet et par timer. Jeg får et par timer på ryggen halvt sovende med rapporter på radioen om eksplosioner og skud; udenfor er der lange byger af maskingeværild i det fjerne; en kamphelikoter laver et brat sving lavt henover huset. I mørket slår rotorbladene store larmende huller i natteluften. Klokken halv tre ryster huset efter en voldsom eksplosion. Et kampfly bryder lydmuren i meget lav højde. Fra mit soveværelse på syvende sal kan jeg se flyets overside og flammen fra efterbrænderen i det tiltagende daggry, da det passerer langs kysten. Heldigvis holder ruderne. Jeg har fået installeret gennemsigtig plastic film på indersiden, så splinter ikke bliver kastet ind i rummet. Alle udenfor er nu vågne. Jeg kan høre flere børn græde i natten udenfor mit vindue. Politifolkene på stationen på den anden side af gaden råber, skramler med deres våben, starter bilerne op og forsvinder larmende ned ad gaden. Efterhånden falder der endelig ro over natten.
Klokken halv fem lyder det første kald til morgenbøn fra moskeens højtalere. Morgenbønnen forplanter sig som ringe i vandet efterhånden som de hundredevis af moskeer i Gaza City motionerer deres højtaleranlæg. Jeg står op og laver kaffe. Strømmen er kommet tilbage, men der er ingen vand i hanerne. Det er min dag nummer 1100 i Gaza. Jubilæum. Jeg kører på fjerde år i dette vanvid. Endnu en dag på kontoret. Telefonen ringer.......
Kontoret ligner en mødding. Jeg kigger på min assistent. ”Let’s do it!” siger jeg til ham. ”Hadehr”, siger han. ”Javel chef”.
Klokken er 2030. Det er mørkt. Vi må ikke være udenfor, når det er mørkt. Det er for farligt siger sikkerhedsmanden fra sit sikre kontor. Jeg er i min lejlighed. Telefonen ringer. Det er min kone. Jeg har ikke set hende i næsten seks måneder. Hendes opringning får mig til at tænke på, hvor meget jeg savner hende og knægten. Jeg savner vores liv sammen. Hun har set et eller andet om Gaza på TV. Jeg fortæller hende, at der ikke er nogen fare. Jeg er fraværende. Under vores lille snak har jeg to ubesvarede opkald på mine to andre mobiltelefoner. Den fjerde telefon ringer. Det er Ahmad. Han forklarer, at en fransk journalist lige er blevet kidnappet for fem minutter siden. Jeg ringer til sikkerhedsofficeren fra en anden FN organisation. Han går på radioen og beordrer alle internationale til at blive på deres bopæl indtil videre. Jeg får min lokale presseofficer på besøg. Hun går igang med at ringe til hendes kontakter, så vi får nogle detaljer om bortførelsen. Hun råber og skriger på telefonen som sædvanlig. Jeg går ud på terrassen.
Jeg har ikke været ude af kampzonen i tre måneder. Jeg er løbet tør for cigaretter og det meste af det, der ikke kan købes i Gaza. Jeg får fat på dørmanden, Mazen, over samtaleanlægget og får ham til at løbe til købmanden efter cigaretter og shawarma. Telefonen ringer. Der er en ambulance med en strandvasker, der har ligget i vandet i tre-fire dage og er blevet fundet af en flok børn på stranden. Ambulancen kan ikke komme igennem et checkpoint og har ventet i tre timer. Ambulancen har ikke air-condition og soldaterne har givet ambulancefolkene forbud mod at forlade ambulancen. De brækker sig af stanken i den ophedede ambulance. Jeg ringer til forbindelses officeren. Han lover, han vil ordne det. Fem minutter senere er ambulancen henover checkpointet og på vej til hospitalet. Overlægen fra Jabalia ringer og beretter at de har syv hele lig, men har nogle stumper tilovers, så han vurderer der er mindst tre mere. 63 sårede i alle regnbuens farver fra denne ene hændelse. Han takker for de forbindinger og medicin han har fået.
Chefen ringer. Han vil have en undersøgelsesrapport omkring en episode i en FN pigeskole hvor et barn er dræbt og to andre børn såret, da de blev ramt af vilfarne kugler, mens de stod på række i skolegården. Imorgen, chef. Ikke nu. Det er nu ialt 63 skolebørn og lærere i år, der er blevet dræbt eller såret af vildfarne kugler, mens de opholdt sig indenfor en af FN’s 180 skoler.
Jeg ser nyhederne på BBC. Der er ingen nyhedsværdi i en almindelig dag i Gaza. Det sælger ikke længere. Kun tredive sekunder om fortsatte kampe i området og gamle arkivbilleder. Ambassaden ringer og vil have en beskrivelse af dagens begivenheder og min vurdering af, hvorvidt det er muligt at få en ingeniør ind i området i denne uge. Jeg kigger i krystalkuglen og fraråder det. Ingen har kunnet få folk henover grænsen de sidste fire uger grundet kampe. De er glade. Endnu en uge på hotel i Jerusalem udenfor rækkevidde. De beder
mig om at gå på direkte TV imorgen og give en førstehåndsbeskrivelse af situationen. Min chef skal give tilladelse til at køre til TV studiet efter mørkets frembrud.
En kamphelikopter affyrer et missil mod en bygning et par hundrede meter fra hvor jeg bor. Strømmen går. Generatoren slår ikke ind, da min vært igen enten har glemt at hælde diesel på eller ikke har mere kredit på benzintanken. Jeg kan ligesågodt gå i seng. I skæret fra stearinlyset ser jeg på fotoet af min søn.
Signalet på mobiltelefonerne er jammet. Det sker altid, når der er helikopterangreb. Alle ringer til alle for at høre hvad der sker. Så er der fred på nettet et par timer. Jeg får et par timer på ryggen halvt sovende med rapporter på radioen om eksplosioner og skud; udenfor er der lange byger af maskingeværild i det fjerne; en kamphelikoter laver et brat sving lavt henover huset. I mørket slår rotorbladene store larmende huller i natteluften. Klokken halv tre ryster huset efter en voldsom eksplosion. Et kampfly bryder lydmuren i meget lav højde. Fra mit soveværelse på syvende sal kan jeg se flyets overside og flammen fra efterbrænderen i det tiltagende daggry, da det passerer langs kysten. Heldigvis holder ruderne. Jeg har fået installeret gennemsigtig plastic film på indersiden, så splinter ikke bliver kastet ind i rummet. Alle udenfor er nu vågne. Jeg kan høre flere børn græde i natten udenfor mit vindue. Politifolkene på stationen på den anden side af gaden råber, skramler med deres våben, starter bilerne op og forsvinder larmende ned ad gaden. Efterhånden falder der endelig ro over natten.
Klokken halv fem lyder det første kald til morgenbøn fra moskeens højtalere. Morgenbønnen forplanter sig som ringe i vandet efterhånden som de hundredevis af moskeer i Gaza City motionerer deres højtaleranlæg. Jeg står op og laver kaffe. Strømmen er kommet tilbage, men der er ingen vand i hanerne. Det er min dag nummer 1100 i Gaza. Jubilæum. Jeg kører på fjerde år i dette vanvid. Endnu en dag på kontoret. Telefonen ringer.......
Ingen kommentarer:
Send en kommentar